Mange af os, der er ansat til at hjælpe andre, kan være rigtig gode til at "fikse" ting og overtager folks styrke, så vi skaber disempowerment i praksis.
I empowerment tilgangen siger man ofte, at folk skal i førersædet.
Men det er ikke altid så lige til.
Særligt ikke, når vi som hjælpere er pressede.
Vi kan have de bedste intentioner om at arbejde empowerment orienteret.
Om at sætte borgeren i centrum eller sætte dem i førersædet.
Men når så hverdag rammer, så sker der noget andet.
Vi holder fast i kontrollen med næb og klør.
Og vi kommer med det, vi kalder for "berettigede begrundelser".
Vi opdager slet ikke, at vi er i gang med at handle ondt.
Kører folk over med vores "fikse-maskine".
Og så ryger partnerskabet i relationen.
Fordi vi gør tingene for dem, vi skal hjælpe, i stedet for at gøre tingene sammen med dem.
Det bliver en ond cirkel.
For jo mindre motivation eller progression, jo mere utålmodige bliver vi. Og jo mere lukkes der af for nysgerrigheden for den andens perspektiv.
Måske kender du det?
Jeg gør i hvertfald.
Når vi bliver eksperter på andres liv, vokser skammen
Kender du de dage, hvor du er som Oraklet i Delfi?
Hvor du giver det ene gode råd efter det andet?
I stedet for at se tingene fra den andens perspektiv? Eller være nysgerrig på den andens løsningsforslag?
Måske er det, du siger volapyk i den andens øre, men de nikker høfligt og taler dig efter munden.
Men til næste samtale er der ikke handlet på det, I (læs: du) har aftalt?
Når vi er eksperter på andres liv, så siger vi indirekte, at deres mening ikke er noget værd.
At de ikke er lige så meget værd som os.
At de ikke værd at lytte til.
Det er det skam handler om.
Ikke at føle sig værdig som menneske.
For når vi gang på gang får underkendt vores stemme og ikke bliver hørt, er det ikke mærkeligt, at man til sidst mister tiltroen til, at man har noget vigtigt at sige.
Når det sker, kommer der mentale tremmer op for læring og forandring.
Den der skulle hjælpes er nu fange i relationen.
Er du blevet fangevogter?
Vi kan vælge, om vi vil fastholde personen i fangeskabet eller give slip på kontrollen og overlade nøglen til personen selv, så er kan åbnes op for den indre motivation.
Det er her, at vi spejler borgeren i troen på, at vedkommende kan lykkes og magte opgaven selv.
Det er vores valg.
Og det valg er meget magtfuldt.
I empowerment tilgangen kalder man det også:
THE POWER TO NAME
Retten til selv at definere problemet og finde løsningen på problemet.
Når de sker, giver vi magten tilbage til den anden.
Så undgår vi at umenneskeliggøre dem, vi skal hjælpe. For:
"Når man reducerer den anden til en genstand i sin verden, objektiverer man den anden og skaffer sig kontrol over ham" (Skjervhjem 1979)
Har du svært ved at slippe kontrollen, når du arbejder med empowerment tilgangen, så kan værdierne være det kompas, der hjælper dig på rette kurs.
For vi står langt stærkere i os selv, når vi gennem vores værdier, ved hvad vi står for som menneske.
Når vi er tydelige og sætte grænser, skaber vi samtidig rum for, at den anden kan være tydelig i sin egen integritet.
Refleksion
Brug den næste uge på at lægge mærke til, hvor meget du taler i forhold til den, du skal hjælpe, i samtalerne.
Hvor nysgerrig er du på den andens perspektiv?
Hvor mange råd giver du i stedet for at støtte den anden i at finde sine egne løsningsforslag?
Få mere viden om empowerment i velfærdsprofessionerne
Læs meget mere om hvordan du arbejder med empowerment tilgangen her på bloggen.
Eller læs bogen Sagsbehandler på rette kurs: kompasset til integritet og empowerment, hvis du vil lære meget mere om at arbejde med en indefra-og-ud tilgang til empowerment i praksis.
Bedste hilsner
Katja Balslev Nielsen
www.katjabalslevnielsen.dk