Dette blogindlæg er for dig, der kan se, at du er ved at miste kursen ift. de mål, du har sat dig.
For det kan være svært at holde kursen i forandringsprocesser. Men det er aldrig for sent at stoppe op og rette ind igen, når det kommer til nye vaner.
For problemet er, at når vi laver aftaler med os selv, hvad enten det handler om at drikke mindre alkohol, træne mere, eller gå før i seng og ikke overholder disse aftaler, så gør det noget ved vores integritet.
Det betyder, at når du nytårsaften siger, at du vil spise mere sundt eller lade være med at tage arbejdet med hjem, og gør præcist det modsatte, så skrumper din følelse af selvværd en lille smule. For du værdsætter ikke dig selv og dine værdier.
Derfor giver det en nagende fornemmelse, når vi den sidste dag på året kikker tilbage og ikke har efterlevet vores intentioner.
Og det har ikke kun omkostninger for dig selv, men kan sætte sine spor i det menneske, du er ansat til at hjælpe i deres forandringsproces. Det er også derfor, at integritet er et ord, der bliver nævnt igen og igen i professionsetikken. For når vi ikke står stærkt i os selv, er det svært at lade den anden stå stærkt i, hvem vedkommende er.
Men hvad vil det overhovedet sige at være i integritet?
Og hvorfor er det så vigtigt, når vi arbejder med mennesker?
Integritet betyder i bund og grund det sammenhængende hele.
Det handler om den tilstand, du er i, når der er sammenhæng mellem dine værdier, metoder, principper, forventninger og handlinger. Når det sker, så har du ikke bare stor integritet, så er du også på en bestemt måde.
Jeg kender kun alt for godt, hvordan det er ikke at være i integritet. For måske sad du ligesom mig 1. januar med de bedste intentioner om at ændre områder af dit liv, som du ikke var tilfreds med?
Nytåret sætter nemlig tingene i perspektiv i forhold til, om du er i integritet eller ej. Det giver muligheden for at se på de aspekter ved dit liv, som du ikke er helt tilfreds med. De vaner, mønstre og relationer, der giver dig en nagende fornemmelse, springer pludselig mere i øjnene, end de ellers gør. Derfor sætter vi ofte mål for det nye år, der skal bringe os tættere på det for os gode - og værdifulde - liv. Men ofte handler vi ikke i overensstemmelse med vores værdier og mål på trods af de bedste intentioner.
Men hvorfor er det så svært? Og hvordan kan det være, at jeg lige nu sidder med computeren på skødet og gufler en pose slik, selvom jeg har lovet mig selv at leve sundt og være nærværende over for børnene?
Hvor stabilt er dit fundament?
Ofte når vi ikke i mål, hvis vi ikke er i kontakt med vores værdier, inden og under forandringsprocessen. Det kan både være os selv, men også hos de personer, vi er ansat til at hjælpe i en forandringsproces.
Når vi ikke er bevidste om, hvad der er vigtigt eller værdifuldt for os, er det svært at stå fast og holde kursen. Og det er rigtig skidt, hvis vi bliver ført rundt i manegen af ubevidste værdier, når vi hver dag skal navigere i en hverdag præget af markant krydspres.
Integritet kan nemlig sammenlignes med fundamentet på et hus. Hvis fundamentet ikke er stabilt og intakt, kan huset ikke bestå i det lange løb. Det er også derfor, at du er din egen integritetsarkitekt. Du kan nedbryde eller opbygge din egen integritet. Ingen andre.
Det handler om valg og fravalg. For du kan kun være i integritet, hvis dine ord bliver fulgt af handlinger. Det handler om at gøre, hvad man siger - "at være sit ord".
Du må være det, du siger, du gerne vil være. Og gøre det, du siger, at du vil gøre. For det er det, som gør, at du fremstår stabil og troværdig som menneske.
Det er her, at du tager lederskab for dig selv og dit eget liv. Det er her, at du lader computeren stå på arbejdet, fordi du har aftalt med dig selv, at du vil være mere nærværende over for din familie og har brug for at lade op. For du tømmer dit liv for lederskab, når dine ord ikke følges af handling. Når du ikke overholder dine aftaler med dig selv eller andre, så begynder du langsomt at miste din styrke og lederskab indefra. Det er her fundamentet begynder at krakelere.
For når du ikke efterlever dine værdier, er det som at sige til dig selv, "du er ikke værdifuld - Dig gider jeg ikke høre på!". Det betyder også, at det har en betydning, når vi f.eks. siger, at vi har et nytårsfortsæt om at få skrevet den bog, som vi altid har drømt om eller tabe de sidste 10 kilo, og ikke får handlet på det. Når vi ikke overholder vores ord længe nok, risikerer vi at miste vores psykiske styrke.
Når du ikke kan stole på dig selv, vil det samtidig have betydning for den tillid, som andre har til dig. Dine værdier er nemlig med til at karakterisere, hvem du er som menneske, og påvirker ikke mindst dine handlinger. Derfor sætter dine værdier også spor i det ydre. Hvad du ser i situationen eller i andre afhænger nemlig af, hvem du er. Hvad der bevidst og ubevidst er værdifuldt for dig. Er du f.eks. mistroisk som person, og du værner om at holde folk på afstand, er der en risiko for, at du ser med skeptiske øjne på situationen eller andre. Er du derimod åbne og imødekommende, så vil du se noget andet i situationen. Og udbyttet af relationen vil formentligt være et andet. Har du ikke tillid til dig selv, vil det formentligt være svært for andre at se på dig med tillidsfulde øjne.
Hvordan spænder dine ubevidste værdier ben for din forandring?
Når du ikke gør det, som du siger er vigtigt for dig, er det formentligt fordi, der ubevidst er noget, der er vigtigere og mere værdifuldt for dig på spil. Noget du prioriterer højere. Det kan f.eks. være, at du har sat et mål om at træne, men alligevel ikke kommer afsted, fordi du er en pleaser, og ubevidst prioriterer og værdsætter ikke at være til besvær eller udenfor. Derved bliver den ubevidste værdi en konstant snublesten henimod det liv, som du drømmer om.
Med mindre du kaster lys på den!
Refleksionsøvelse
Brug nedenstående spørgsmål til at kaste lys på, hvilke ubevidste værdier, der kan stå i vejen for, at du overholder dine aftaler med dig selv.
Hvilke aftaler har du med dig selv, som du ikke overholder? (f.eks. spise mindre slik, træne, gå hjem til tiden fra arbejdet, slukke telefonen og computeren, når du er sammen med dine børn)
Hvad gør du i stedet for at overholde dine aftaler? (f.eks. fraprioriterer dig selv for at tilfredsstille andres behov, dulmer dine følelser med slik etc.)
Hvad giver det dig ikke at overholde disse aftaler? (vi gør ikke noget, uden bevidst eller ubevidst at få noget ud af det - det er her du finder dine ubevidste værdier)
Hvad er konsekvenserne af ikke at overholde disse aftaler?
Hvad skal der til for, at du overholder dem? (hvilke overbevisninger skal du give slip på? Hvem eller hvad kan hjælpe dig?)
Måske indser du, at dine mål slet ikke er dine egne? Men derimod er "burde" mål, som bygger på andres forventninger til dig?
Så er det tid til, at du får skabt bevidsthed om dette, og få sat dig nogle helt specifikke mål, som tager afsæt i dine værdier!
De bedste hilsner,
Katja Balslev Nielsen
PS: Vil du lære meget mere om integritet, empowerment og værdier i socialt arbejde, så læs mere om empowerment bogen Sagsbehandler på rette kurs: kompasset til integritet og empowerment.
Comments