Ved du hvad stigmatisering er? Og at du højst sandsynligt selv stigmatiserer uden at vide det?
Stigmatisering af psykiske lidelser
I kronikken Stop stigmatisering af psykisk syge i denne uges Jyllands-posten, har jeg skrevet om, hvorfor vi alle kan gøre en indsats for at komme stigmatiseringen til livs, når det kommer til psykisk sygdom.
Men hvad betyder stigmatisering egentligt og hvordan ser stigmatisering ud, når den kommer i spil i vores relationer?
Det vil dette blogindlæg svar på ved at stille skarpt på:
Hvad betyder stigmatisering?
Hvad er et eksempel på stigmatisering?
Hvad er konsekvenserne ved stigmatisering?
Hvordan kan vi hjælpe med at gøre op med fordomme om psykiske lidelser
Hvad betyder stigmatisering?
Lad os starte med begrebet stigmatisering. For hvad betyder det overhovedet og hvorfor er det relevant for dig?
Forestil dig, at du selv eller en du elsker, hvad enten det er din samlever, dit barn, en søster, bror eller forælder, får en psykiatrisk diagnose. Måske er det angst, depression, PTSD, Skizofreni eller en anden tung byrde, de skal bære på. Efterfølgende står der en person klar med et rødglødende stempel, der svitser ord som ”farlig, ”utilregnelig”, ”uforudsigelig”, ”sindssyg” og ”uværdig” ind i deres hud og sind. Da du går ud af døren, begynder alle at trække sig væk eller se på dig med dømmende øjne.
Den stempling, der foregår af personer med psykiske sygdom kan sammenlignes med det ”stigma” (mærke), som forbrydere, slaver og andre mindreværdige fik skåret eller brændt i huden i oldtidens Grækenland.
Nu er det i stedet personer med psykiske lidelser, der bærer det mærke, der signalerer, at de er uacceptabelt forskellige fra andre og derfor skal udsættes for en social reaktion og sanktion. For psykiske lidelser er noget, man distancerer sig fra, og som man har svært ved at forstå, hvad betyder. Måske fordi det ikke er synligt eller opleves som svært at håndtere.
Hvem bliver stigmatiseret?
Vi risikerer alle at blive brændemærket med stigmatiseringens stempel. For den mentale sundhed er faldende i Danmark. Psykiske lidelser forekommer hos både børn, unge, voksne og ældre.
Det antages, at ca. 580.000 mennesker på nuværende tidspunkt har en psykisk lidelse, og det skønnes, at ca. 40-50 % af befolkningen i et livsforløb vil få en psykisk lidelse (SST). Derudover sidder der i hver eneste skoleklasse et eller to børn med så store psykiske problemer, at de har brug for professionel hjælp (Psykiatrifonden 2021).
Selvom psykisk sygdom er noget, der stort set kan ramme os alle, er psykiske lidelser stadig tæt forbundet med tabu, skyld og skam. Mange holder det hemmeligt, når de selv eller en pårørende har en psykisk lidelse. I en undersøgelse fra 2017 sagde 22% af personer med psykisk sygdom f.eks. nej til, at de havde været åbne om deres sygdom over for andre end deres nærmeste. De var bl.a. bange for at blive set ned på eller set på som uligevægtig eller svag.
Stigmatisering kan føles værre end selve sygdommen
For mange mennesker er det lettere at sige, at man har en fysisk lidelse end at man har en psykisk lidelse på trods af, at vi stort set alle kender en tæt på, eller selv er, ramt af psykisk sygdom. Det kan derfor undre, at det fortsat er så stort et tabu at være åben om psykisk sygdom.
Men det er ikke uden grund, at personer med psykiske lidelser frygter stigmatiseringen ved at tale højt om deres sygdom.
I en undersøgelse om stigmatisering og diskrimination fra VIVE, fremgår det f.eks., at folk oplever negativ forskelsbehandling, når det kommer til nære relationer, behandling, job og uddannelse. Forestil dig f.eks., at du ikke nok med at have fået en psykiatrisk diagnose, så blev du samtidigt afvist eller undgået af dem, der kendte til din sygdom. Eller at du var blandt de 36 %, der oplevede negativ forskelsbehandling på dit job eller din uddannelse.
Som Psykolog Marta Cullberg Weston pointerer i sin bog ”Skam og selvrespekt”, er skam netop et våben, man har brugt siden tidernes morgen. Når man benytter skammens stempel mod et individ, benyttes skammen som en brutal måde at udelukke mennesker fra fællesskabet på. Skammen, der er tilstede i den negative fordom, bliver understreget af den forkerthedsfølelsen, som fordommene forårsager. Det er netop her, at skammen bliver brugt som våben til udstødelse.
Måske er det derfor, at stigmatisering og fordomme opleves som værre end sygdommen i sig selv hos mange, som Psykiatrifonden påpeger. Risikoen for at blive set som sin sygdom og frygten for omgivelsernes fordømmelse og afstandtagen betyder ofte, at både den syge og de pårørende ikke taler åbent om at have en psykisk sygdom. For når mennesker med psykiske lidelser mødes af usikkerhed og fordomme af samfundet, udgør det en yderligere belastning, der kan forværre lidelsen, livssituation, og være en barriere for at søge hjælp og for at indgå i sociale sammenhænge, fx i skolen, på en uddannelse eller et job.
Som Erving Goffmann påpeger i sin bog Stigma: Om afvigerens sociale identitet
kommer det stempel, f.eks. i form af en diagnose, til at overskygge alle personens andre egenskaber og medføre en ubevidst diskrimination, som reducerer personens muligheder for at realisere sit potientiale - eller at blive set med de nuancer, som personen nu og engang indeholder udover sygdommen.
Der er god evidens for stigmatisering i Danmark
Et litteraturstudie fra Statens Institut for Folkesundhed viser bl.a., at stigmatisering af mennesker med psykisk sygdom ikke kun forekommer i den generelle befolkning, men også blandt det sundhedspersonale, som ellers skal behandle og hjælpe dem.
”Litteraturstudiet viser, at der kan ske en negativ forskelsbehandling, fordi sundhedspersonalet ikke ved, hvordan de skal agere, eller fordi de mangler viden om psykiske sygdomme. For eksempel peger forskning på, at læger kan mistolke somatiske symptomer som tegn på psykisk sygdom, fordi de tror, at de fysiske symptomer er psykisk funderet. Det kan have den konsekvens, at patienten eksempelvis ikke føler sig taget alvorligt, og at diagnosticeringen og behandlingen dermed forsinkes”.
Hertil påpeges det, at mennesker med psykisk sygdom dør 15-20 år tidligere end resten af befolkningen og har højere risiko for at udvikle forskellige somatiske sygdomme, såsom hjertekarsygdom. Selvom meget af overdødeligheden kan
tilskrives ulykker, selvmord, brug af psykofarmaka og en usundere livsstil, tyder forskningen også på, at overdødeligheden kan relateres til lavere behandlingskvalitet, negativ forskelsbehandling og en senere diagnosticering af somatisk sygdom.
Skam og stigmatisering
I kronikken skriver jeg bl.a. om, at stigmatisering og skam stort set altid går hånd i hånd, fordi stigmatisering handler om at blive udstødt og skam derfor ikke kan undgås at blive aktiveret i forbindelse med at føle sig forkert eller ikke god nok.
Hvad der er karakteristisk for ovenstående eksempler er, at vi påfører de personer, vi opfatter som anderledes, skamstempler, som kan være meget svære at bryde ud af. Personer i en sådan gruppe kan ofte tage skammen på sig og føle, at de er ”forkerte”, ”falder uden for det normale” osv. De bliver bærere af ”stigmaet”, der væves ind i den personlige identitet som en skammelig byld (Weston 2010:45).
Dette kan derfor være meget nedbrydeligt for et menneske, fordi vores eget værd, defineres i den daglige interaktion med andre mennesker. En person, der er blevet påtvunget et stigma af omgivelserne, føler sig adskilt fra andre mennesker ”ved en slags tæppe af skam”, som Weston beskriver det (2010:45). Skammen kommer her til at fungere som en hverdags skam for den enkelte, som sniger sig ind i alle afkroge, og som er svær at slippe af med. Den ydre etiket udvikler sig til et indre skamproblem – ”en skamidentitet, der nødvendigvis skal problematiseres og ryddes af vejen” (Weston 2010:45-46).
Bengt Starrin og T.J. Scheff, der begge forsker i skamdynamikker understøtter dette, idet de argumenterer for, at skamfølelsen både kan vækkes, når den enkelte ignoreres, og når vedkommende udsættes for alt for stor opmærksomhed. Det kan lyde mærkeligt, men det handler om, at skamfølelsen både kan vækkes hvis de personlige fortjenester ignoreres, og hvis al opmærksomhed rettes mod personlige mangler. Det er netop det der efter Scheffs og Starrins opfattelse karakteriserer den skamfølelse der vokser ud af at befinde sig i en underordnet position (Starrin 2001).
Hertil skriver de:
”At pirke til skamfølelsen i form af anklager, nedvurderinger og ydmygelser skaber negativ selvfølelse som kan gøre mennesker ude af stand til at leve op til sociale roller. På den måde kan vilkårene for en underordnet status befæstes. Dårligt selvværd der skyldes at skamfølelsen i en eller anden forstand er blevet vakt, kan således medvirke til at bekræfte og befæste menneskers underordnede sociale position” (Scheff og Starrin).
Hvad er konsekvenserne ved skam og stigmatisering?
Psykiske lidelser er årsag til ca. 3.500 dødsfald årligt og er således den fjerde hyppigste dødsårsag i Danmark, men har også en række personlige konsekvenser for den enkelte og samfundet generelt.
Frygten for at blive dømt forkert, farlig, uværdig kan bl.a.:
Stå i vejen for at den enkelte opsøger hjælp eller behandling.
Påvirke sociale relationer (herunder de tætteste relationer), da forskning viser, at stigmatisering netop sker i de tætte relationer. Her kan folk trække sig, bebrejde den enkelte eller havde svært ved at forstå, hvordan lidelsen påvirker den enkelte.
føre til selvstigmatisering, hvor den enkelte begynder at dømme sig selv forkert og se dig selv med dømmende og selvkritiske øjne. Det kan resultere i forværring af selve lidelsen, ensomhed, isolation, ledighed, følelse af håbløshed og magtesløshed.
Når vi spinder et net af fordomme og handlingslammer folk
Byrden ved at bære en psykisk sygdom er ikke kun tung, for den der selv skal bære den, men i lige så høj grad for deres pårørende.
Ligesom en flue i et spindelvæv bliver personer med psykiske lidelser viklet ind i et net, der spindes af folks fordomme og negative forventninger. Det er f.eks. det, der sker, når vi i vores håb om at få en bedre psykiatri bruger episoden i Fields til at påpege tilstanden i psykiatrien. Når vi kobler den tragiske episode med psykiatrien, bliver trådene af fordomme i nettet spundet endnu kraftigere.
Faktisk viser forskning at en af de mest stigmatiserende fordomme om mennesker, som har en psykisk sygdom, er forestillingen om, at de er utilregnelige, farlige og udøver uforudsigelig vold.som Professor og overlæge Merete Nordentoft peger, bliver disse fordomme understøttet af stort opslåede enkeltsager i medierne. Derved bliver alle personer med psykiske lidelser sat i bås med sådanne fordomme, selvom psykisk sygdom sjældent hænger sammen med farlighed og voldelighed.
Fordommene kommer til at ramme personen med den psykiske lidelse som et følelsesmæssigt knytnæveslag, der giver blå mærker i sindet. Psykolog Eirik Hørthe sammenligner det kritiske blik med ”psykologisk vandtortur”. Hver enkelt episode er ufarlig i sig selv, men den samlede effekt over tid kan tvinge selv den stærkeste i knæ.
Men vi bærer alle ansvaret. Du og jeg. Hr. og fru. Danmark. For vi er alle med til at kaste benzin på bålet, hver gang vi deler en artikel, et opslag på de sociale medier, eller kommer med på fordommene, når vi taler om personer med psykiske lidelser.
Vi har derfor alle et ansvar ift. at huske, at der bag enhver psykisk lidelse er et menneske af kød og blod. Som Jonathan Løw, der selv har været indlagt med depression, siger: ”Langt de fleste med psykiske lidelser er normalt fungerende mennesker, der bliver ramt af alvorlige livskriser, stress, depression, angst mm. Disse mennesker er sunde og raske og bliver så syge i en periode - ligesom folk med kræft eller blodpropper gør. Det er en kæmpe gruppe af befolkningen. Langt flere end vi får italesat. Direktøren. Advokaten. Arbejdsmanden. Stresscoachen. Folk med en svær depression eller angst går ikke ud og skyder uskyldige mennesker.”
En god reminder på dette er at se den fremragende danske film "Rose", der på den fineste vis beskriver, hvordan vi kan nedbryde folk med vores fordomme, men også hvordan alle mennesker er fuld af nuancer og aldrig blot ER sin sygdom.
Hvis du vil læse mere om stigmatisering, kan jeg anbefale at læse Psykiatrifondens bog Dømt på forhånd - om stigmatisering af mennesker med psykisk sygdom.
Hvordan kan vi alle gøre en forskel?
Vi har det med at dømme det, vi ikke kender, hvilket blokerer for nuancerne og vores tunnelsyn. Vores perspektiv bliver som en en-øjet fordømmelsesmonster, der som en laserstråler forsøger at finde beviser for fordommene.
Vi kan derfor starte med skrue op for nysgerrigheden, inden vi dømmer en person. Hvilke nuancer har det enkelte menneske? Se mennesket som en prisme, som kan drejes, så der hele tiden kommer flere og flere nuancer frem.
Derudover kan vi alle spille en rolle i forhold til vores sprogbrug, fordi det kan være med til at skabe kategoriseringer. F.eks. kan små ting som, at kronikkens titel blev ændret fra den oprindelige titel “Stop stigmatisering af personer med psykisk sygdom til “Stop stigmatisering af psykisk syge” være et eksempel på, hvordan sproget har en betydning. For en lille ændring som denne gør, at personen kommer til at blive set som sin sygdom. De ER psykisk syge. I stedet for at det er en sygdom, som personen har, samtidig med at personen ER en masse andet end syg. (et virkeligt fint eksempel på dette finder du i den fantastiske danske film “Rose”).
Vi kan også stoppe med at bruge skældsord om psykisk sygdom - for skældsord er netop tabubelagte. Måske har du f.eks. hørt dig selv eller andre sige: “Han er total psykopat”, “tosse”, “Sindsyg” eller galning” som en nedladende måde at beskrive andre på? Eller når vi fortæller en ven eller veninde, at vi får total OCD af vores kærestes rod, eller siger at vi bliver depri af vejrudsigten, så negligerer vi, hvad mennesker der reelt har en OCD-lidelse eller en depression de smerter, som de dagligt må bære. Det kan netop understøtte en “tag dig nu sammen” tendens, fordi det lukker af for en større forståelse af, hvordan det er, at gå i den enkeltes sko.
Forskning viser derudover, at stigmatisering påvirkes markant af mediernes negative fremstilling af personer med psykisk lidelser. Vi kan ikke styre, hvad medierne udgiver, men vi har alle et ansvar for det, vi deler, liker og kommenterer. En særlig dominerene fordom, når det kommer til psykisk sygdom er bl.a., at personer der har en psykisk sygdom er farlige. Dette er der derfor en stor chance for blot er cementeret yderligere, da medierne koblede sammenhængen mellem Fields episoden med de manglende ressourcer i psykiatrien.
Arbejde er vigtigt og betydningsfuldt for de fleste. Ofte er det dog her at stigmatiseringen finder sted. Mange skjuler derfor de faktiske forhold, når de enten skal vende tilbage til deres job eller arbejdsmarkedet. Her kan vi som ledere og kollegaer være opmærksomme på, hvilken kultur vi har og hvad vi gør, f.eks. når en person kommer tilbage fra en sygemelding eller støtter den enkelte til igen at blive en del af arbejdsfællesskabet.
Fordomme, skam og umenneskeliggørelse
Jeg har skrevet en del om sammenhængen mellem skam, fordomme og umenneskeliggørelse i min bog Skam i professionelle relationer, og kommer i den kommende tid til at dele mere viden om dette, så hvis du ikke allerede har tilmeldt dig mit nyhedsbrev, kan du gøre det her.
Hvis du selv har oplevet stigmatisering eller ser det i din praksis, så skriv endelig til mig og fortæl, hvad indlægget satte i gang, og om der er noget, du gerne vil have uddybet, så bidrager jeg nemlig gerne med flere perspektiver.
Hvis du vil have mere viden om skam og empowerment, så er jeg mest aktiv på LinkedIn, så connect gerne til mit fællesskab, hvor vi kaster lys på skammen sammen.